I 1904 vedtog Rigsdagen en ny navneforandringslov. Lovgivningen skulle løse de mange administrative forviklinger og misforståelser "sen-navnene" skabte. Justitsminister P. Albertis lovforslag gjorde det nemt og billigt at erhverve sig et nyt slægtsnavn.
Landets borgmestre og by- og herredsfogeder fik mandat til at udstede navnebeviser, også kaldet "øvrighedsbeviser". Prisen var 4 kr. i gebyr.
Som nyt slægtsnavn kunne bl.a. vælges kaldenavne og navne knyttet til det sted, man hørte hjemme.
Det er forklaringen på, at der er sammenfald mellem en del stednavne og slægtsnavne i vores område.
Hans Høilund-Carlsen
august 2012